Back to All Events

Radio: 20 år med stemmer og lyd - mød Helle Schøler Kjær

Radioprogrammet har fået sin renæssance. På Borups Højskole stiller vi i løbet af efteråret skarpt på den gode lyd og den gode historie. Dette gør vi blandt andet gennem radiobiografer, foredrag Q&As med mere – 

Denne aften kan du møde journalist Helle Schøler Kjær der siden midten af 1990’erne har fanget historier i interviews, reportager og fortællinger i radioens P1. Helle er Cand. Mag. i Mellemøststudier og har mange års erfaring som radiojournalist på DR. 
Mennesker helt tæt på, og så de store verdenspolitiske begivenheder og spil. Det har Helle stillet skarpt på i hele sit journalistiske liv. 
Denne aften får du indsigt i tankerne bag udsendelserne, arbejdet undervejs, i global og mellemøstlig sikkerhedspolitik og et kig ind i et par unge egyptiske kvindeliv.

"Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt så billeder med børn, der kastede med sten, og soldater, der skød med gummikugler, og jeg tænkte: Gad vide, om der er nogen i den flygtningelejr, der står op om morgenen og går på arbejde og kommer hjem igen om aftenen. Altså; findes der et helt almindeligt liv der?" 

Det spørgsmål sendte hende til de palæstinensiske selvstyreområder, til Gaza, til Israel, - ja til hele Mellemøsten. Men også tilbage i historien til spørgsmål om de tvangsflyttede fanger fra Thulebasen, der måtte rykke nordpå til Qaanaq, da det amerikanske militær ville opstille missiler på deres boplads i 1953. Og til det armenske folkemord for over 100 år siden i Tyrkiet. Altid med spørgsmålet om, hvordan mennesker overlever under så ekstreme forhold, og mange andre spørgsmål. 

"Når jeg tænker over det, kan jeg se, at det altid har været forholdet mellem retfærdighed og realpolitik, der har interesseret mig. Som vi ved, er det realpolitikken, der vinder næsten hver gang, men der er også nogle mennesker, der overlever, og mange bliver ved med at slås for retfærdighed. Hvordan man kan gøre det, og samtidig stå op og forsøge at skabe en hverdag ud af det liv, - det siger en masse om, hvordan vi overlever som mennesker". 
Vi glæder os til at få den garvede radiojournalist på banen. Vi slår løbene radioarrangementer op, så hvis du interesserer dig for mediet, den gode historie og den gode lyd – så hold øje med Borups Højskoles facebook profil.

Arrangementet er gratis, men tilmeld dig på facebook så vi ved hvor mange der kommer: https://www.facebook.com/events/558968754304375/ 

Earlier Event: November 10
Slipfest ATLAS Bogtillæg #4
Later Event: November 13
Mindekoncert for Finn Roar