Athelas Sinfonietta & Ars Nova Copenhagen

Athelas Sinfonietta og Ars Nova Copenhagen
AT BADE I KLANGEN
Søndag 7. februar 2016 kl. 16.00
Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, 1220 København K

Det er ikke så tit det sker - men nu lykkes det at få de to førende ensembler indenfor ny musik på scenen til en fælles koncert med musik fra Norden.

Ars Nova og Athelas forener kræfterne med udspring i ideen om "det nordiske sinds univers" men med fire meget forskellige bud på, hvad dette univers indeholder!

Der tages udgangspunkt i Per Nørgårds forunderligt smukke værk fra 1974 Singe die Gärten, mein Herz, et værk der er i familie med den kanoniske 3. symfoni, og som i lighed med symfonien og andre Nørgård-værker fra begyndelsen af 70´erne benytter tekster af Rilke som forlæg for musikken. Det er dette værks på en gang romantisk tonale og fritsvævende klang, der har inspireret til koncertens titel: "At bade i klangen". 

Dette klangbad fortsættes i to korsatser af finske Kaija Saariaho, modtager af Sonningprisen i 2011. Hendes karakteristiske rige, polyfoniske strukturer er ofte skabt ikombinationen af levende musik og elektronik, hvilket også er tilfældet i Echo! (2007) og Tag des Jahrs (2001).

Den yngre svenske komponist Benjamin Staern modtog i 2011 de svenske musikforlæggeres pris for sin kammersymfoni Bells and Waves, et virtuost stykke i 5 satser, der, udover at være næsten selvbiografisk i sit udspring, også er et vittigt, frækt og helt-ude-af-tiden værk, der tillader sig hvad som helst.

Koncerten slutter med en stor uropførelse af naacal - et nyt værk af Ole Buck skrevet til Ars Nova og Athelas. Buck skriver: ”Stykket er skrevet ud fra klangen alene uden andre associationer end til en urklang. Absolut musik i modsætning til programmusik. Og dog: jeg hørte stykket som noget der stammede fra en fjern, fjern fortid. Forenet med den opmærksomhed i nuet, som stilheden i den omgivende natur giver mig. En stilhed uden tid. Kilden til menneskets oprindelige sprog – naacal“. 

Billetpris: 120 / stud. 50 kr. Til salg via billetto.dk 

Program:
Per Nørgård: Singe die Gärten mein Herz
Kaija Saariaho: Écho! samt Tag des Jahrs
Benjamin Staern: Bells and Waves
Ole Buck: naacal (uropførelse)

For yderligere information
kontakt: Jakob@arsnova.dk / Tlf.: 28748037 & nadia@athelas.dk / Tlf. 42126843