Everyday: Borgeren som lovgiver - er det en god idé?

Kom til debat og fredagsøl på Borups Højskole fredag d. 26. august 2016, kl. 17! 

Vores samarbejdspartner Everyday har inviteret en række folketingspolitikere til debatten, heriblandt Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Susanne Eilersen (DF), Benny Engelbrecht (S) og Josephine Fock (Å).

BORGEREN SOM LOVGIVER - ER DET EN GOD IDÉ?

Kan man som borger komme med forslag til nye love eller lovændringer i Danmark? Ikke som det ser ud nu. Men burde det være muligt?

I disse uger sætter Everyday med temaet SYSTEMNEDBRUD fokus på de mennesker, der presses allermest i vores samfund: De syge, de arbejdsløse, dem på kontanthjælp, integrationsydelse og sygedapenge. De har alle sammen erfaringer på krop og sjæl, og de har stemmer, men bliver sjældent hørt.

Mange af dem har faktisk også konkrete forslag og bud på, hvordan de kunne sikres en bedre tilværelse. Og det gælder ikke kun de mennesker, vi møder under Everydays fokus på SYSTEMNEDBRUD - det gælder rigtig mange borgere i Danmark. 

Det vil vi gerne diskutere, når vi den 26. august inviterer til debatmøde på Borups Højskole i hjertet af København. Vi har en hel række konkrete videolovforslag med fra borgere fra hele landet, som vi optog på årets Folkemøde. Lovforslagene handler om alt fra velfærdsstaten over klima og miljø til flygtningekrisen.

Til debatarrangementet har vi inviteret et panel af folkevalgte politikere, der skal tage stilling til borgernes lovforslag og i fællesskab med de fremmødte borgere diskutere, om lovforslagene er brugbare, og om det faktisk burde være muligt som almindelig dansker at stille lovforslag.

I panelet sidder blandt andre Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Susanne Eilersen (DF), Benny Engelbrecht (S) og Josefine Fock (Å). Der vil være rig mulighed for at gå i dialog og diskutere med politikerne undervejs.

Baren er åben under hele debatten, og vi opfordrer alle diskussionslystne til at blive hængende efter arrangementet og i fællesskab drikke en fredagsøl.

PRAKTISKE OPLYSNINGER

Hvornår: Fredag den 26. august 2017, klokken 17:00
Hvor: Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, 1220 København K

Arrangementet er gratis og alle er velkomne!
Vis os du kommer på Facebook HER

OM EVERYDAY

Everyday er en ny medieplatform udviklet af CPH:DOX med afsæt i virkeligheden og med videoer skabt af brugerne selv.

Everyday inviterer alle fra hele landet til at være med i den åbne og digitale redaktion. Brugernes egne perspektiver sikrer alternative og aktuelle blik på samfundet, så Everyday bliver en ny offentlig stemme, der kan udfordre eksisterende medieplatforme. Med din smartphone i hånden og dine holdninger og historier i fokus, giver Everyday dig mulighed for at udvikle dine evner som videofortæller og gøre dine historier til en del af vores fælles virkelighed.

Har du en historie, du gerne vil fortælle? En holdning, du gerne deler med resten af Danmark? Eller har du lyst til at blive en del af Everydays åbne redaktion? Så hold dig ikke tilbage! Tag fat i os og bliv en del af Everyday. Del dine holdninger, din verden og din hverdag, og vær med til at sætte ord og billeder på dine egne historier, så den kan blive en aktiv del af vores fælles billeder af virkeligheden.