Johan Borups Højskole
Back to All Events

Filmens København

Filmens København.jpg

Politikens Kim Skotte tager med filmjournalisterne Katrine Sommer Boysen og Sophie Engberg Sonne på filmisk byvandring i hovedstaden – fra Pushers skumle Vesterbro og Rigets grå Blegdamsvej til Olsen-Bandens muntre Valby og Iqbal Farooqs evigt solbeskinnede Nørrebro.

Filmens København er hjemsted for unge Ivan Olsen fra ’Gummi-Tarzan’, Iqbal Farooq og Sonja fra Saxogade. Men her bor også pusheren Milo fra Nicolas Winding Refns ’Pusher’-trilogi, Olsen-Banden med følge og arbejderknægten Johnny Larsen. Filmfortællingerne om dem og alle deres ligesindede film- og fjernsynskøbenhavnere giver et rigt facetteret billede af vores hovedstad og udgør tilsammen et broget bykort af mindeværdige filmoplevelser og kollektive minder, mejslet ind i erindringen i en grad, så man somme tider kan glemme, hvad der er virkelige minder, og hvad der bare var film.  

Filmjournalisterne Katrine Sommer Boysen og Sophie Engberg Sonne er til september aktuelle med bogen ’Filmens København’.

”København rejser i disse år ud i verden gennem film og tv-serier som ’En kongelig affære’, ’Borgen’ og ’Forbrydelsen’, og København er for alvor trådt i karakter som en af verdens filmbyer. Alligevel er der ikke nogen, der har stillet spørgsmålet: Hvad er essensen af København som filmby – og hvad er forholdet mellem virkelighedens by og filmens?” siger Sophie Engberg Sonne, som sammen med Katrine Sommer Boysen har sat sig for at komme svaret nærmere med bogen ’Filmens København’, der tegner et bykort af mindeværdige københavner-øjeblikke gennem filmhistorien.  

Katrine Sommer Boysen uddyber: ”København på film er et kalejdoskopisk sted, hvor næsten alt kan ske. Det er både mulighedernes land, folkets legeplads og en farlig storby, når man ser gennem filmhistorien. Som grundtræk forsøger alle filmene at gengive oplevelsen af København, men uanset hvor virkelighedstro et udgangspunkt, de måtte have, sprænger filmene altid virkelighedens rammer. Det er forhandlingen mellem den faktiske by og den fantastiske, der udgør den røde tråd i Filmens København.” 

”Idéen med bogen har været at tegne et portræt af København på film på en måde, hvor byen og de levende billeder får lige meget plads. Vi håber, at bogen på én og samme tid vil invitere til en lystvandring gennem filmhistorien og samtidig til at se på den virkelige by med nye øjne,” siger forfatterne.   
 

  • Tirsdag 12. september kl. 19.30
  • Johan Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, København K
  • Pluspris 100 kr.
  • Pris uden abonnement 175 kr.
  • Billetgebyr 10 kr. pr. billet
  • Tilkøb af bog ’Filmens København’ Pluspris 230 kr. Pris uden abonnement 300 kr.

Billetter kan købes HER

Earlier Event: September 7
Golden Days-koncert: Bevægelige hjerter
Later Event: September 24
Brunchkoncert: DR Kammermusikforening