DOKUMENTAR

Filmproduktion, historiefortælling, samfund


En linje der arbejder med historiefortællingen og dens betydning for vores forståelse af os selv og den verden vi lever i.

Reklamebranchen har vidst det i mange år. ’It’s all about storytelling’. Erhvervslivet er også godt med. Her kalder man det narrativ ledelse. Det bunder i forståelsen af, at vi genkender og forstår verden gennem et virvar af fortællinger. Alt hvad vi ved er på en måde noget vi er blevet fortalt. Eller noget vi har fortalt os selv. 


I SAMARBEJDE MED CPH:DOX

Linjen ledes af dokumentarfilminstruktør Frank Piasecki Poulsen, som udover at undervise på linjen også er redaktør på CPH:DOXs Everyday, som er linjens samarbejdspartner. Everyday er en brugergenereret medieplatform for dokumentariske fortællinger, og her vil du have mulighed for at udkomme med dine produktioner.

den personlige fortælling

Linjen sætter fokus på fortællingens mekanik og lovmæssigheder. I en kombination af teori og praksis arbejder deltagerne med udgangspunkt i dem selv og deres egen verden. Gennem video dagbog og mindre produktioner trænger vi ind i historiefortællingens mekanikker og afprøver de forskellige redskaber og analysemodeller fra dramaturgens værktøjskasse. 3.akt struktur og aktantmodellen er opfundet til at analysere eventyr og historier, men kan i lige så høj grad bruges til at konstruere fortællinger. Erkendelsen af at historiefortælling er grundlæggende for den måde vi forstår verden på giver mulighed for at gribe ind i verden og giver os redskaberne til at gøre det.

Ved at tage udgangspunkt i elevernes egen virkelighed og arbejde med det personlige stof nærmer vi os sammen en større forståelse af hvordan også vores fælles store fortællinger om historien og samfundet og fremtiden bliver skabt. Og ikke mindst hvordan vi alle sammen er med til at påvirke den. 

Konkret arbejder vi med video og som udgangspunkt i det dokumentaristiske felt. Hver dag indeholder teoretisk undervisning i klasseværelset og praktisk arbejde. Du vil blive bedt om at filme og klippe og lærer på den måde at håndtere filmmediets elementære arbejdsprocesser.

Du ender med at lave en eller flere mere gennemarbejdede produktioner der for eksempel kan bruges hvis du ønsker at søge ind på en uddannelse hvor du skal ansøge med egne værker. 

UNDERVISERE

Linjen ledes af dokumentarfilminstruktør og CPH:DOX Everyday redaktør Frank Piasecki Poulsen. Derudover er Lise Birk Pedersen underviser på linjen. Lise er også dokumentarfilminstruktør, og står blandt andet bag "Putin's kiss".

Frank har arbejdet som dokumentarfilminstruktør i 20 år og har sideløbende haft jobs som tv-tilrettelægger, manuskriptforfatter og tv-vært. Desuden er Frank en ivrig samfundsdebattør, moderator og underviser.

Frank er vokset op på Sydsjælland og efter gymnasiet flyttede han til København og blev husbesætter og senere en del af den aktivistdrevne tv-station TV-stop. I 1997 kom han ind på Den Danske Filmskole, hvor han i øvrigt kun søgte om optagelse fordi han havde lovet sin mor det. Hun mente han skulle have en uddannelse.

Frank har, ud over en del tv-programmer og serier som Frank ser Rødt og Frank går efter Magten, lavet en række dokumentarfilm der har vundet international anerkendelse. Mest kendte er Blood in the Mobile og Guerrilla Girl. 

Frank har rejst og arbejdet i udviklingslande over hele verden, primært Afrika. Hans film kredser ofte om emner som ungdom, politik, bæredygtighed og væbnet konflikt. 

I 2011 var Frank medstifter af organisationen Doctivist, et kollektiv af filmfolk, der underviser aktivister fra udviklingslande i "historiefortælling som samfundsforandrende værktøj. Frank leder og underviser på dokumentarfilm linjen, og er desuden redaktør på CPH:DOXs Everyday, som er linjens samarbejdspartner. 

Yndlingsinstruktører: Wim Wenders, Nick Broomfield, Werner Herzog og Jon Bang Carlsen.

Anbefaler i øvrigt: Tv-serien The Wire, at skralde, sanke mad på Vestamager, gåtur på Kastellet, øldrikning i solskin i Folkets Park, Chet Baker og Die Antwoord.

Frank bor på Nørrebro hvor han stadig bruger tid som aktivist blandt andet i Folkets Hus. Han har to døtre på 12 og 19. I sin fritid elsker han at ride på heste, lave mad og har en voksende passion for biodynamiske vine.

DU MØDER OGSÅ

Frank Piasecki Poulsen har et stort netværk i dokumentarfilmbranchen og vil under forløbet invitere gæstelærere ind. Det kan være navne som: 

Signe Byrge Sørensen - producer. "Act of Killing", "Look of Silence"
Martin De Thurah - instruktør. "Ung mand Falder" diverse musikvideoer og reklamer.
Peter Albrechtsen - tonemester og lyddesigner. Står bag en lang række spillefilm bl.a. 'Idealisten'. 
Nanna Frank Møller, Klipper og instruktør. "Ejersbo", "Et civiliseret Land"
Sigrid Dyekær, Producer. Direktør og medejer af Danish Documentary.  

ELEVPRODUKTIONER

Nogle af elevernes produktioner udkommer på CPH:DOX Everyday www.everydayproject.dk

Du kan se nogle af dem her: 

'Det vi ikke snakker om' 
Amalie Vixø Drøscher
december 2016
I sommer, efter 54 års tavshed, fortalte min farmor mens fjernsynet kørte i baggrunden, at min...

'Nøgen'
Anna Elise Martensen & Hanna Bjørndal
maj 2016
En poetisk film om nøgenhed.
 

'Rastløs'
Mathilde Kirstein
december 2016
I "Rastløs" møder du to unge piger som lader os komme helt tæt på de små momenter i hverdagen....

'Rystet hjerne'
Sine Lund Mortensen
december 2016
I 3 ½ år har Nikolaj haft hjernerystelse. Når det er værst, bliver han meget træt, kvalm og får...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 



 

'Jeg ejer dig ikke' 
Anna Elise Martensen
december 2016
"Jeg tror, tillid er det næstvigtigste. Det vigtigste er at elske." I filmen 'Jeg ejer dig ikke'...

'Sylvester'
Kasper Elsass
april 2016
Sylvester står over for sit helt store gennembrud som musikproducer. Men det kræver hårdt arbejde...

'Kammertonen'
Kasper Elsass
april 2016
Denne film skildrer det pres en ung klassisk cellist oplever.
 

'Nattefaldet'
Julius Alsinger Plambech
december 2016
Julius har en fortid som fast klubgænger i det Københavnske natteliv. En sommernat kører han i fuldskab galt på cykel, og kan ikke gå ud i flere måneder. Han isolerer sig fra sit tidligere klubliv, og tager efterfølgende afstand fra miljøet. Med nysgerrighed vender han tilbage, med en kameramand i nakken. En fortælling om en ung mand, og et gensyn med et meget kritiseret miljø.