Foto: Lizette Kabré

Foto: Lizette Kabré

10 noter om at læse og oversætte – om at elske og forråde

af Kamilla Löfström


Note 1: Skandinaver elsker Berlin

Den første bog, jeg oversatte fra svensk til dansk, var Pär Thörns korte roman Tidsstudiemannen fra 2008. Det var ren kærlighed, jeg havde ikke noget forlag, jeg gik bare i gang, jeg havde ikke engang tænkt på at søge støtte. Men jeg havde Boris Boll-Johansens lejlighed i Berlin en hel juli, hvilket viste sig at være oceaner af tid. Pär boede også i Berlin på det tidspunkt, så vi mødtes og snakkede om de steder i oversættelsen, hvor jeg var i tvivl. Må jeg sætte dansk komma, spurgte jeg. Det bliver mange kommaer, men jeg tror, det kan virke demonstrativt på en dansk læser, altså hvis de ikke er der. Du ved, danskere og deres kommaer. Klart, sagde Pär, du er nødt til at oversætte idiomet.

Jeg tænkte på oversættelsesarbejdet som et sytøj, eller jeg beskrev arbejdet for mig selv som at jeg nænsomt flyttede ordene fra et sted til et andet. Jeg kan stadig godt lide tanken om at gøre så lidt som muligt, når jeg oversætter mellem svensk og dansk. At de to sprog ligner hinanden så meget, at jeg egentlig ikke behøver at gøre det helt store. At det at oversætte mere er et håndens arbejde end et åndens, ligesom at brodere.

Jeg hang ud med litteraturfolk fra Norge og Sverige den måned i Berlin. Da jeg sad der en aften med Vagantredaktionen, som jeg kendte i forvejen, var jeg lidt flov over at være den der dansker, som vælger frikadeller og sovs på Mallorca. Vi talte om norske og danske kolonier i henholdsvis Kreuzberg og Prenzlauerberg, om at vi sad tæt på der hvor Dag Solstad bor. Hjemme i Boris’ lejlighed lyttede jeg til tysk radio.

 

Note 2: Forord

»Skandinavisk Ordbog indeholder cirka 10.000 ord der kan volde problemer i samkvem mellem danskere, nordmænd og svenskere. Vi har bestræbt os på at gøre ordbogen så enkel og lettilgængelig som muligt, så den kan bruges af alle. Ideen er at den skal anvendes passivt, altså i en situation hvor man støder på et ord man ikke kender i et af nabosprogene. Det er den situation man normalt kommer ud for. Derimod er det ikke så ofte man har behov for at kunne oversætte fra sit modersmål til et af nabosprogene; til en sådan aktiv brug kræves der mere detaljerede ordbøger.

        Det er vort håb at ordbogen vil opmuntre til at læse både skønlitteratur og sagprosa på nabosprogene. Når alt kommer til alt, er ligheden mellem vore sprog så stor at de meget godt kunne regnes for dialekter af ét og samme sprog, hvad de historisk set også er. Det sprogfællesskab vi har i Skandinavien er om ikke enestående, så i alt fald helt usædvanligt. Når skandinaver kommer sammen, behøver ingen at opgive sit eget sprog og skifte om til et andet; for at forså nabosprogene kræves der ingen speciel undervisning, kun at man vænner sig til en anden udtale og en delvis anden retskrivning – samt at man får hjælp til at forstå visse ord som er særegne for eller bruges på en særlig måde i et af sprogene. Den hjælp giver Skandinavisk Ordbog.«

(Skandinavisk Ordbog, Gyldendal, 1994)
 

Note 3: Nonsens

»Jeg er dansker, født i Norge, Sverige er mit fædreland, taler russisk som en tysker skønt jeg er en engelsk mand.« Min svenske kollega kender godt børneverset, han siger, at det er så typisk dansk.
 

Note 4: Hvorfor jeg ikke synes, man skal kalde Johan Jönson en arbetarpoet

Sammen med Jesper Brygger gik jeg i 2014 i gang med at oversætte Johan Jönsons Efter  arbetsschema (2008). Arbejdet har ligget stille i lang tid nu, bogen er på 795 sider, og Jönson har skrevet fire nye digtsamlinger siden, Livdikt (2010) og de tre sammenhængende med.bort.in. (2012), mot.vidare.mot. (2014) og dit.dit.hään. (2015). Jesper og jeg er med andre ord langt bagefter.

dit.dit.hään. blev anmeldt alle vegne, også i Svenska Dagbladet: »Med skamlös maximalism, aggressiv anti-estetik och osminkade framställningar av det svenska klassamhället har arbetarpoeten Johan Jönson stöpt om det poetiska fältet. Nu avslutar han sin mastodont-triptyk med depressiva dit. dit. hään.« Sådan står der i underrubrikken til anmeldelsen (Svenska Dagbladet, 19. jaunar, 2016). I Dagens Nyheter fra den 15. januar 2016 lyder den redaktionelle rubrik til anmeldelsen af dit. dit. hään.: »Aase Berg ser hur en av de största förnyarna av svensk arbetarlitteratur fortsätter staka ut sin bana.«

Jeg synes ikke, man skal kalde Johan Jönson en arbetarpoet – eller man skal i hvert fald være klar over, hvad man så også siger. Det kan man blive klar over ved at læse en meget anbefalelsesværdig kandidatopgave fra 2014 med titlen Har författaren färg? en studie av förlags och recensenters framställning av fyra svenska författarskap ur ett postkolonialt perspektiv, der ligger frit tilgængeligt på Lunds Universitets hjemmeside. I den gør Karl Jonas Elton Enström opmærksom på, at nogle forfattere skriver litteratur, andre skriver litteratur med noget foran: ”arbejderlitteratur”, ”kvindelitteratur” eller ”indvandrerlitteratur”. Og at nogle forfattere ikke er forfattere, men forfattere med noget foran, samt at disse forfattere med noget foran bliver mødt med et særligt krav om autenticitet: »[…] när en författare bryter den norm som finns inom det svenska litterära fältet; (vit, manlig, medelklass) så förväntar sig recensenter att de ska få en bildningsroman i händerna. Detta är en maktprocess som rent litteraturhistoriskt upprepar sig. Då, innan ”invandrarlitteraturen”, handlade det om ”kvinnolitteratur” eller ”arbetarlitteratur”. Det finns ett krav på eller förutsättande om biografisk förankring i litteraturen och att verket är en självupplevd rapport från förorten.« (Har författaren färg? side 9)

Forfatteren er med andre ord sit værk. For at skære det ud i pap: Et ord som ”arbetarpoet” siger ikke så meget om Johan Jönsons værker, som det fortæller noget om den anmelder, der bruger ordet, og den litterære tradition, anmelderen er rundet af.

 

Note 5: ”JEG SAD I GARDEROBEN MED EN ÆBLESKIVE I HÅNDEN/JAG SATT I GARDEROBEN MED EN ÄPPELMUNK I HANDEN/JEG SATT I GARDEROBEN MED EN PEPPERKAKE I HÅNDEN”

Året er 2013, og jeg er på arbejde i Malmø. Jeg underviser voksne i dansk, men lige nu er rollerne byttet om. Mayser er ved at lære mig at udtale navnet Yahya rigtigt. Vi læser digtet »BARNDOM«, og Mayser ler af mig, da jeg siger digterens navn. Jeg retter min egen udtale. Det er h’et i Yahya, jeg øver mig på. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg kan blive den første litteraturanmelder i Danmark, der kan udtale Yahya Hassans navn rigtigt. Jeg ser nøje på min elevs læber, hvordan hun former dem. Ønsker jeg havde hendes tunge, det ser og lyder så let, når Yahya formes med hendes mund. Mayser bor i Malmø og har familie i Odense. Skandinavien bliver så lille, når jeg snakker med hende. Et hele. Snart findes YAHYA HASSAN på både dansk, norsk og svensk. Mayser har ingen problemer med det bløde ’d’, den lyd kender hun fra sit modersmål. Hun siger, at jeg bare kan sige jahjah. Mine litteraturvenner og jeg taler hele tiden om Yahya Hassan hjemme i København, men ingen af os udtaler hans navn rigtigt. Nogle udtaler det andet y som y, og jeg bliver pinligt til mode, når jeg hører det. Jeg prøver selv at undgå problemet ved blot at sige Hassan, men ved godt, at jeg afslører mig selv, når jeg gør det. Udtaleproblemerne siger det hele: Vi blander os ikke nok i Danmark. Den eneste grund til, at jeg har adgang til at få noget at vide om arabisk udtale, er at jeg arbejder som lærer i Malmø. Alle litteraturanmeldere i Danmark er hvide.

En af mine venner på Vesterbro er ven med Yahya Hassan, og da den svenske oversættelse af YAHYA HASSAN udkommer ringer han og siger, at han har en gave til mig fra digteren. Det er midt i hvidhedsdebatten, og jeg har oversat Athena Farrokhzads Vitsvit. Gaven er et eksemplar af den svenske oversættelse med en hilsen fra Yahya i: ”Til Kamilla har hørt om din begejstring for det svenske Bedste hilsner Yahya Hassan.”

 

Note 6: Trado, jeg forråder

Svetlana Cârsteans og Athena Farrokhzads fælles udgivelse Trado (2016) indeholder et længere essay om at oversætte. Her står der bl.a.: »Översättningsakten innebär att sälja äpplen och köpa päron för att återge det som förloras på gungorna och tas igen på karusellen. För bilden av jämvikt ser olika ut på källspråket och på målspråket. I den ene leker man, i den andra gör man affärer.« Æbleskive, äppelmunk. pepperkake.

        En oversætter er en forræder, det siger et italiensk ordsprog: ”Traduttore è traditore”. Svetlana Cârstean og Athena Farrokhzad, der har oversat hinandens digte uden at kunne henholdsvis svensk og rumænsk, siger det sådan her i begyndelsen af deres fælles essay om at oversætte: »Vårt första samtal handlade om förräderi. I ett kök började vi prata om vår gemensamma erfarenhet av att förråda familjearvet. Förräderiet fanns där som en kärna i vårt skrivande. En ibland dold, ibland synlig kärna. Vi kände den mellan fingrarna när vi samtalade, när vi läste, när vi översatte.

        Trots två olika länder, trots två olika språk, delade vi en gemensam erfarenhet kring förbudet att tala. Kring förbudet att blottlägga det förflutnas villkor. Förbudet att berätta för den andra. Och i och med detta förbud, begäret att överträda det. Begäret att förråda tystnadens pakt. Och i och med detta begär, skrivandet.

        Kärleken mellan oss uppstod när vi kände igen den andra som en syster i förräderiet.«


Note 7: Maskine

Putter man udsagnet ”Poesi er det som ikke kan oversættes” i google translate og vælger svensk, bliver det til ”Diktning, kan det inte oversättas”.


Note 8: Ret, rør!

En anden kollega i Malmø karakteriserede en dag det svenske sprog som mere militaristisk end det danske. Jeg blev først forbavset, det fina svenska språket, jeg elsker lyden af stanna kvar, men det, min kollega mente, var, at fordi man på svensk udtaler så mange flere konsonanter end man gør på dansk, hvor man har assimilation og mange stumme bogstaver, ville en kommando fra en øverstbefalende til en gruppe soldater gå klarere igennem på svensk end på dansk. Jeg har tænkt på dette, når jeg har læst Jenny Tunedals Mitt krig, sviter (2011) først på svensk og siden på dansk i Julie Sten-Knudsens oversættelse. Alene titlens blødhed på dansk Min krig, når t bliver til n, og g i krig forsvinder.

 

Note 9: Kanon

Der er nordisk poesifestival i Hamar, det er marts, 2017, og her er sne. Festivalen har fået navn efter digteren Rolf Jacobsen (1907-1994), der boede her efter Anden Verdenskrig og frem til sin død. Pia Juul er her også, hun siger, at Asger Schnack ofte har nævnt Rolf Jacobsen som en af de helt store. Dette års festivalpoet er Øyvind Berg (f. 1959), jeg hører Gunnar Wærness (f. 1971), der selv er digter, tale om Øyvind Bergs forfatterskab. Wærness kalder Øyvind Berg for en oversættende poet. I sin indledning taler han om problemerne ved at kanonisere forfattere og forfatterskaber. Han taler om et indenfor og et udenfor i litteraturen. Han bruger metaforer, han taler om at gøre poesien spiselig, han nævner øjeblikkets tørst. Wærness taler om at rimbaudisere poesien, om at tale om digtere som helte i et epos i iveren efter at kanonisere dem. Hvis en digter vælger at ældes som digter, må han eller hun nødvendigvis få et mindre forblommet syn på poesien. Han eller hun må vende ansigtet mod støvet, siger Wærness. Han eller hun må rekalibrere. Wærness taler også om Øyvind Bergs orientering mod den kinesiske poesitradition. Han nævner Pounds idealisering og eksotisering af kinesisk poesi. Da Wærness nævner, at der findes en uheldig alliance mellem poesien og den nationale identitet, mellem digteren og hans eller hendes hjemland, kommer jeg til at tænke på det at skrive på et andet sprog end ens modersmål som en måde at slippe fri af den alliance. Det er i øvrigt paradoksalt at tænke på, at der samtidig med denne sammenkædning af digterne og deres hjemlande samtidig i Europa findes en stærk outsidertradition, Ekelöf f.eks.

 

Note 10: Atlantis

Marie Silkeberg (f. 1963) er også i Hamar. Hun fortæller om sig selv, at hun var dansk indtil hun fyldte 13, så flyttede familien til Sverige. Hun har oversat flere af Inger Christensens bøger til svensk, det og alfabet og senest Brev i april og Del af labyrinten.

        Silkeberg læser op fra det sidste afsnit ’Cape Point’ i hendes helt nye knap 400 siders digtsamling, Atlantis. Den bevæger sig reportagelignende med et rejsende du (hvid turist) rundt i en globaliseret verden med migranter og flygtninge. Alle rejser, vejene findes jo, sukkerets og diamanternes veje, de engelske fraser blander sig med det svenske og lyder lidt af fremtid. Atlantis bevæger sig fra Istanbul til CapeTown i 16 langdigte. Dette er et uddrag fra Sydafrika-delen. Sporene efter apartheid er stadig synlige, og afrikaans er både nutid og en del af kolonihistorien. Hierarkierne findes, og sprog er magt – det er de forhold, Atlantis med sine evigt omflakkende rejsende peger på:

 

Tre män sitter och pratar afrikaans vid bordet. På balkongen.

Du ser dimman.

Berget.

Gatan nedanför.

Elden som lyser. Brinner.

Männen tittar på dig när du går in och ut.

Morning säger mannen med lapp för ögat när de reser sig.

Whale street.

Alla skyltar på afrikaans.

Varför ropar du ut på afrikaans sa kvinnan i kön när ingen

reagerade på nummer nitio.

Jag förstår inte sa hon.

Kvinnan i kassan tittade på dig for att få medhåll.

Vad gjorde du med blicken.

Vet inte.

I don’t know.

Skrattar han åt dig.

Kallar han dig.

De flyttade hit allihop när apartheid föll säger han.

Tog med sig alla sina rikedomar.

Joburg där regeringen sitter. ANC.

Ville de inte vara nära.

En morgon.

En kemtvätt på andra sidan gatan som redan är öppen.

Ögonblicket säger du.

Du stryker honom över fotsulan.

Bläddrar i boken.

Sorry for disturbing you.

Come to Nigeria.

En stig som förgrenar sig.

En stig som öppnar sig.

To be swallowed by the road.