Politik

Kurset beskæftiger sig både med den dagsaktuelle politik og med den politiske filosofi.

I første del er temaet magtpolitik. Vi ser på det igen anspændte forhold mellem Rusland og de mindre nabostater, og følger forholdet mellem USA og Rusland. Vil det efter Obamas indsættelse gå mod bedre relationer, eller ser vi nu starten på en ny kold krig ?

I anden del af kurset er temaet magtens tænkere. Du skal høre om Platons tanker om staten og hans udkast til en styring af det ideelle samfund, og du får en indføring i klassiske tænkere som Aristoteles, Augustinus, Thomas Aquinas og ikke mindst Machiavelli, den politiske tænker som varsler den moderne tid med nationale stridigheder og politik som kamp om magten.

Vi skal også beskæftige os med den nyere politiske filosofi, og hele vejen igennem bliver de politiske teorier forbundet til nutidige politiske problemstillinger og aktuelle begivenheder, og taget op til debat på holdet.