LIU SHIYUAN

Liu Shiyuan er født i Beijing, hvor hun har studeret kunst siden hun var teenager. Hun har desuden taget en Master fra School of Visual Arts i New York med særligt fokus på fotografi, video og nyere medier. I dag bor hun i København med sin danske mand og deres lille søn.

Shiyuans kunst drejer sig blandt andet om de teknologiske fænomener, der har betydning for vores livssyn, vores væren og vores færden i den moderne verden. Hun arbejder især med at skabe installationer, film og digitale medier til at behandle temaer som f.eks. identitet og migration. I filmen her fortæller hun om værket ”As Simple As Clay” fra 2015, der var udstillet på det store YUZ Museum i Shanghai:

Selv om Shiyuan efterhånden har boet flere år i Vesten, er det stadig primært på gallerier og museer i Kina, hun udstiller og sælger sine værker.

 

– Der er mange muligheder for kunstnere i Kina lige nu. Gallerier og museer er altovervejende privatejet, og hvis folkene bag kan lide det man laver, støtter de ens arbejde. Det betyder at man som kunstner er relativ fri til at skabe, hvad man vil. Jeg fornemmer at kunstnere her i Danmark i højere grad er afhængig af offentlig støtte, og for at få den støtte skal man formulere skriftlige ansøgninger, gerne til projekter, som tilgodeser en bred gruppe. Projekters realisering bliver på den måde afhængig af ord og kunstnerens evne til at formulere sig skriftligt. Jeg tænker på om ansøgningsprocessen og kunststøtten i virkeligheden bryder med kunstens visuelle præmisser.

Samtidig beundrer Shiyuan også den offentlige støtte i Danmark. Hun mener, at kunstneren tager større ansvar for, hvordan man sikrer sig et bredere publikum. – I Danmark ser man alle slags folk på museerne: unge, gamle og mange forskellige typer. Kunsten henvender sig til og tilhører alle, og kunstneren er interesseret i den feedback han eller hun kan få fra det brede publikum. I Kina slutter kunstnerens engagement i et værk stort set ved ferniseringen. I Danmark er åbningsdagen kun begyndelsen.