Hvad ORD I NORD senere vil vise, er, at vi i de nordiske lande – i hvert fald set gennem litteraturen – er bundet sammen af andet end en fælles sprogstamme, som Elisabeth Skou Pedersen også nævner. Det er emner som brystmælk og amning, familie, intimiteten i det hjemlige som en politisk zone, kunsten at oversætte, oplevelsen af søsterskab på trods af forskellige modersmål, glæden ved den store fortælling for fortællingens skyld og sange om kærlighed og vores moderne og teknologiske verdens deroute, billedliggjort ved menneskeheden, der kører ud over en skrænt på en Segway, som de optrædende til ORD I NORD kommer omkring.
Den danske forfatter Mette Moestrup og den svenske forfatter og journalist Karolina Ramqvist åbner festivalen med en samtale, der forener Norden i en fælles front med benene solidt placeret i en flod af modermælk. Her er de klar til at bekæmpe de nordiske landes fælles udfordringer, med ord og fortællinger. Brystmælken er en fælles reference for de to forfattere, der begge har skrevet bøger, hvor netop brystmælk og amning spiller en stor rolle. De advokerer begge for, at amning er en fællesmenneskelig erfaring, der ikke kun tilhører kvinden. Det er et vigtigt og ikke mindst underbelyst emne, som den nordiske litteratur selvfølgelig må beskæftige sig med.
Under Mette Moestrup og Karolina Ramqvists samtale, træder en kvinde med kruset hår flyvende omkring sig og sorte Dr. Martens støvler ind i salen. Det er aftenens næste gæst, der er ankommet med tog fra Sverige. Athena Forrokhzad hedder hun. Foruden at være kendt herhjemme i Danmark for at have kritiseret Yahya Hassan, har hun udgivet en digtsamling og udkommer med en ny bog, Trado, inden længe. Hun sætter sig på bagerste række, alt imens samtalen på scenen udvikler sig, og det bliver klart, at de to kvinder kæmper imod nogle af de samme forestillinger og fordomme. Blandt andet idéen om at den kvindelige forfatter skriver om sit eget liv, mens den mandlige forfatter skriver om vores alles liv. Derfor bliver pointen, at amning er en menneskelig erfaring, så uhyre vigtig for Ramquist og Moestrup. For med dén understreger de, at kvindelige forfattere godt kan skrive bøger om modermælk og amning, uden at det bliver ’kvindelitteratur’ – det er litteratur. Mette Moestrup forklarer, hvordan hun i sin litteratur bruger amningsom et billede på, at “ile til/hen imod noget”. Amning bliver et billede på en kropslig tilskyndelse – noget der kommer før tanke og moral, noget andet. I en svensk kontekst, er amning et meget romantiseret emne, og det er dét, som Karolina Ramqvist skriver sig op imod. Mette Moestrup fortæller, at hun desuden har gennemskuet publikum, der overvejende består af danskere. Hun mener, at vi langt fra har forstået alt, hvad svenske Karolina Ramquist har sagt. Undertegnede kan ikke sige sig fra at have smilet lidt forlegent over Mette Moestrups skarpe falkeblik. Athena Farrohkzad sender en kort latter ud i salen en plads længere henne. Mette Moestrup sender os videre i programmet med en opfordring om at læse mere på svensk og norsk.
Da Athena Farrokhzad tager plads på scenen efter en lille pause, er det sammen med Kamilla Löfström, der er litteraturanmelder hos Dagbladet Information. Athena Farrokhzad fortæller os om sit samarbejde med den rumænske forfatter Svetlana Cârstean. Cârstean og Farrokhzad mødte hinanden på et oversætterkursus i Sverige. De blev parret op og skulle oversætte hinandens tekster – men ingen af dem kunne den andens sprog. En sjov opgave. Eller umulig. På trods af denne tilsyneladende uoverkommelige forhindring mødte de hinanden i et tredje sprog, det franske, som siden da har været deres arbejdssprog. For de to kvinder har efterfølgende oversat hinandens bøger, fra rumænsk til svensk og omvendt. Den bog som Athena Farrokhzad læser op af, er faktisk også et produkt af makkerparrets samarbejde og nyfundne søsterskab. Bogen består egentlig af tre bøger. Den ene er skrevet af Farrokhzad, den anden er skrevet af Cârstean, og den tredje bog er skrevet i fællesskab – Farrokhzad kalder det et slags essay. Det samlede værk har de kaldt Trado. Det er en latinsk sprogstamme, og ud fra den dannes både betydningen ’at oversætte’ og ’at forråde’. Trado kredser netop om den dobbelthed, fortæller Athena Farrokhzad. Som en fin understregning af den svære disciplin at oversætte, læser Kamilla Löfström nu højt af sin oversættelse af Trado, der – som hun selv fremhæver – er midlertidig og forsøgende, bogen er nemlig ikke udkommet på dansk endnu.
Aftenens næste gæst, der også er festivalens eneste islænding, forfatteren Einar Már Gudmundsson stiller sig nu op på scenen. Han indtager salen med en sikker og insisterende recitation, først af et digt på islandsk og dernæst det samme stykke på dansk, så et nyt digt på dansk og afsluttende det samme på islandsk. Det gør han for at give os en forståelse for de fællestræk, som sprogene har. Hans arme tegner former og bevægelser, der understøtter digtenes betydninger og fortællinger, og han ønsker virkelig, at vi skal forstå. Forstå sammenhængen i ordene. Selvom det kan lyde utroligt, at det landevejsflade danske sprog på nogen måde minder om det krøllede og rullende islandske sprog, opdager vi den lørdag, at jo, det gør det.
Gudmundsson er ikke kun rullende på sit modersmål, han ruller også igennem det danske sprog, da han fortæller om sin nye roman Hundedage. Han ruller så meget, at man fornemmer, at den fabulerende fortælling aldrig vil stoppe, hvis ikke det var fordi, denne aften er skemalagt og programsat.
