Det sociale liv
Det sociale liv - det liv der udfolder sig uden for
undervisningstiden - er en væsentlig del af den oplevelse, det er
at gå på højskole.
Det er her vi fortsætter de diskussioner der opstod i timerne,
eller kaster os ud i nogle nye.
Det er her vi slapper af og lærer hinanden bedre at kende. Det
er her vi lever et liv sammen, inspirerer hinanden, udfordrer
hinanden og bliver venner.
Det er her vi finder ud af, at det at være sammen aldrig er
ligegyldigt, og at et højskoleophold er en oplevelse for livet.
Meget af det sociale liv opstår helt spontant, men vi har også
nogle faste ugentlige events: Onsdag aften er vores Kulturaften,
hvor vi holder café-aftener, får besøg af spændende kunstnere,
eller går i teatret eller biografen sammen. I vores egen biograf
kører vi filmklubber, både skolens officielle, men som regel også
de mere alternative, programsat af eleverne selv.
Fredag aften slutter vi ugen af med en festmiddag forberedt og
udført af skiftende elevhold. Her er der også mulighed for at
invitere vores venner, bekendte og kærester - og som regel
fortsætter denne aften ude i det københavnske natteliv.