"BREAKING NEWS" - journalist for en uge.
16.-22. juli 2012
Den journalistiske virkelighed er præget af tempo, indsigt og
kreativitet. Og det er lige præcis, hvad du kommer til at opleve,
når Borups Højskole åbner for en hektisk uge med det journalistiske
arbejde i fokus.
Kurset trimmer din evne til at tænke journalistisk. Du bli'r
skarpere til at ideudvikle, vinkle, prioritere, interviewe og
fremfor alt skrive professionelle artikler med korte deadlines.
Gennem praktisk redaktionelt arbejde får du konkrete værktøjer og
tips til at skrive nyhedsartikler, features, baggrundsstof,
reportager og anmeldelser.
Vi skal på udflugt til nogle af landets mest interessante
medieinstitutioner, får besøg af markante personligheder fra det
danske medielandskab og så munder kurset ud i tre intense dage,
hvor vi arbejder som en levende bladredaktion, der sammen
producerer et magasin. "BREAKING NEWS" - er livet som journalist i
en uge midt i København.
Den gode historie
Journalistik kan helt kort rammes ind og beskrives som evnen til
at se og fortælle en historie. Så til at begynde med skal vi sammen
spore os ind på det, man i journalistikkens verden kalder "den gode
historie". Hvad er egentlig en god historie i journalistisk
forstand? Hvilke traditionelle kriterier befinder de gode historier
sig inden for - og hvordan finder man dem?
Vi afkoder baggrunden for forskellige mediers valg af
nyhedshistorier, vinkler og tilgange. Og så skal vi selvfølgelig
selv i gang med - til at begynde med - at finde og skrive et par
gode historier om os selv på holdet.
København set gennem ordets øje
Reportage handler om at bruge sanserne. At man som journalist er
helt tilstede i et miljø et stykke tid, hvor man suger indtryk,
træder ind i de mennesker der er en del af miljøet og bruger sin
nysgerrighed inden man igen forsvinder tilbage til redaktionen og
beskriver sine iagttagelser for læserne. Reportage er en fantastisk
disciplin, som stiller store krav til indlevelse, indsigt og
fornemmelse for mennesker og miljøer. Vi skal arbejde med genren og
forsøge at skærpe sanserne, gennem forskellige øvelser, sortere
indtryk og skrive os helt ud. Og så skal vi læse og snakke om gode
reportager og møde en af genrens hjemlige mestre.
Sprudlende gæstelærere og inspirerende besøg
På kurset får vi besøg af nogle af landets skarpeste journalister,
når det handler om reportage, anmeldelse eller den dybe fortællende
nyhedsfeature.
Mød blandt andre den hjemlige gonzo-journalist Rene Fredensborg.
Han fortæller om sin måde at arbejde på, når han skriver
kulturreportage, portrætter eller trænger ind og beskriver ofte
helt særlige miljøer med en skrivestil der trækker på virkemidler
fra litteraturen.
En anden gæstelærer på kurset er kulturjournalist fra
Information, Lasse Lavrsen, der fortrinsvis beskæftiger sig med
større baggrundsfeatures til avisens weekendtillæg Moderne Tider.
Det er to af deres generations bedst skrivende folk, der samtidig
evner at formidle stoffet på en levende og vedkommende måde.
I løbet af kursets første dage skal vi også selv ud af huset og
besøge et par af de mange interessante medieinstitutioner, som
findes i København. Vi skal blandt andet på rundtur i Danmarks
Radios hovedkvarter - DR Byen - og danne os et indtryk af det
nyhedsmaskineri, som præger hverdagen i redaktionerne omkring
Radioavisen, TV-Avisen, Deadline og DR Update.
Borups Magazine..
De sidste tre dage er kurset forvandlet til en vild og
journalistisk sprudlende redaktion, der har til opgave at producere
et magasin, som udkommer på tryk den sidste dag. Det er nu, de
vilde ideer skal afprøves på tryk - nu vi skal drøne byen rundt og
finde gode historier til bladet.
Vi samarbejder med skolens fotohold, og tager på reportage,
interviewopgaver eller finder spændende kulturbegivenheder i byen,
som skal anmeldes til magasinet.
I mindre redaktioner ideudvikler vi historier, skriver og
redigerer og arbejder også sammen med kursisterne fra
illustrations-holdet, så magasinets artikler både kan layoutes med
billeder, tegninger og andre illustrationer. Som journalister
koncentrerer vi os altså om at finde og skrive artiklerne, mens en
layouter arbejder med opsætning og tryk af det færdige blad.
Kursusleder og underviser er Kasper Søegaard, journalist på
Danmarks Radio P1, Radio 24Syv og underviser på Borups
Højskole.
I forbindelsen med afslutningen vil der være et foredrag for alle
kurserne på skolen. I skrivende stund undersøger vi mulighederne,
og navnet vil blive annonceret her på siden senere.
Kursusprisen er kr. 3.150,- og inkluderer undervisning og alle
måltider, serveret af skolens kvalitets-køkken.
Hele beløbet betales ved tilmeldingen. Se i øvrigt praktisk
info.